| Sådan begyndte det - stoleleg for voksne |
|
|
|
Hej alle sammen! Jeg har arbejdet i samme virksomhed i over 4 år. Først som marketingkoordinator, siden som indkøber. Dette skift mellem afdelinger skete tilbage i 2009, hvor min oprindelige stilling blev nedlagt, da krisen indledningsvist begyndte at kradse. Samtidig var der et ledigt barselsvikariat i indkøbsafdelingen, og det fik jeg tilbudt. Jeg tror, man mente, at min meget strukturerede måde at arbejde på ville harmonere fint med arbejdsopgaverne i afdelingen. Det var nok rigtigt, for da barslen var overstået, valgte man at beholde mig frem for hende, der kom tilbage fra barsel. Det var en underlig følelse, for jeg var jo yderst tilfreds med ikke at skulle ud og søge job, mens jeg var ked af, at min meget søde kollega i stedet skulle. Yderligere omstruktureringer medførte dog at indkøbsafdelingen og lagerfunktionen skulle flyttes til det svenske søsterselskab på den anden side af Øresund i slutningen af 2011, og under den proces fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage til min oprindelige stilling, i marketing. Den afdeling havde man nemlig prioriteret at allokere ekstra ressourcer til - jubiii! Dét var gode nyheder, for jeg savnede min gamle pind og at arbejde med marketingopgaver. Så mens afviklingen af indkøbsafdelingen fandt sted, gik jeg, glad og fro, og så frem til at komme tilbage. De første dage efter min opsigelse var mildest talt ubehagelige. Lad mig sige det sådan; jeg har haft meget sjovere weekender! MEGET sjovere! Diverse skrækscenarier fløj gennem hovedet på mig, og jeg var glad for, at pigerne netop den weekend var hos deres far, så jeg ikke behøvede at finde en grimasse, der ku' passe, men kunne fordøje det hele i mit eget tempo, uden at skulle tage hensyn. Det, som især bekymrede mig, var om jeg kunne blive boende i min nye lejlighed. Pigerne har ikke ligefrem brug for flere drastiske forandringer, og jeg har også selv brug for fast grund under fødderne, så jeg håbede meget på, at min nye økonomi kunne hænge sammen. Ugen op til det allerede planlagte møde med banken var frygtelig lang. Heldigvis havde jeg - ved et lykketræf - netop fået foranlediget en lånomlægning, og jeg kan takke den rekordlave rente, for, at jeg de kommende par år kan blive boende og leve, sådan rimeligt, på dagpenge. PYH! Det var en kæmpe lettelse og har givet ro i maven. Nu kan jeg for alvor fokusere på jobsøgningen, uden at gå og frygte at et vist stykke badeværelsesinventar bryder i brand lige om lidt. Og lad os håbe, at det heller ikke kommer så vidt! Ak ja, jeg fik desværre sat stolen for døren. Og lige nu sidder jeg - ubekvemt - mellem to stole, fordi jeg ikke er "rigtig ledig" endnu, dvs. stadig går på arbejde. Alt imens jeg leger "stoleleg for voksne" og slås med et stort antal andre kompetente jobsøgende om de relevante stole, der er tilbage på arbejdsmarkedet. Men jeg er stadig ved godt mod. Jeg ved, at der er en stol til mig derude. Og det skal nok lykkes at finde den. Inden da kan der være medgang og modgang, og varer det længe nok, vil jeg helt sikkert løbe ind i perioder, hvor jeg ikke synes det er særlig sjovt at være mig. Det er prøvet før. Men det går jo over. Dette var i hvert fald begyndelsen på MIN blog om at være ledig. Her vil jeg dele mine glæder, sorger og erfaringer med dem, der måtte have interesse. På gensyn inden så længe - og god jobjagt til jer, som er i samme båd som mig.
|
Jobfisk.dk | E-mail: info@jobfisk.dk