Fra drøm til virkelighed
Tilmeld nyhedsbrev





Fra drøm til virkelighed

- lav et visionboard
og bliv mere effektiv

Dét, du fokuserer på, vokser. Ved at give dit liv opmærksomhed for en stund omkring årsskiftet kan du selv udstikke kursen for, hvor du vil hen, hvilke oplevelser du vil have med, hvilke udfordringer du vil stå igennem, og hvilke succeser du vil se tilbage på!

Artiklen er bragt i samarbejde med Karrieremagasinet CV - www.cvmag.dk

I bogen: 'What they don't teach you at Harvard Business School' fortæller forfatteren, Mark McCormack, om en undersøgelse blandt dimittenderne på Harvard Business School. I 1979 blev dimittenderne spurgt, om de havde klart definerede, nedskrevne mål for fremtiden og planer for, hvordan de ville nå dem.

84 % havde ingen klare mål overhovedet. 13 % havde mål, men ikke nedskrevne, og 3 % af dimittenderne havde klart definerede, nedskrevne mål for fremtiden og planer for, hvordan de ville nå dem. 10 år senere blev de samme personer interviewet igen. Det viste sig, at de 13 % tjente dobbelt så meget som de 84 %. Og de 3 %, hvis mål var både klart definerede og nedskrevne, tjente 10 gange så meget som de øvrige 97 % tilsammen!

Dette eksempel kan du bruge i alle situationer og til alle mål. Når først du har et mål og har brugt lidt tid på det, så er der stor sandsynlighed for, at du når målet.

Sådan kommer du blandt top 3 %

  1. Hvad vil du opnå, opleve, udrette, udleve i løbet af de næste 12 måneder?
    Lav en brainstorm. Skriv, skriv og skriv. Jo flere ideer, jo flere drømme, jo bedre er det. For ofte kommer de mål, der virkelig tæller, først til allersidst i brainstormen.

  2. Vælg de 10 mål, der vil have den største og mest positive indflydelse på dig og dit liv.

  3. Skriv de 10 mål ned i jeg-form og i nutid. Eksempelvis 'Jeg tjener x antal kr. om måneden', 'Jeg spiser sundt og nærende 3 gange dagligt', 'Jeg ser det gode i mig selv og mine omgivelser', 'Jeg prioriterer socialt samvær' osv.

  4. Gør dit mål SMART: Sandsynligt, Målbart, Aktuelt, Realistisk og Tidsbestemt.
    For at gøre 'Jeg ser det gode i mig selv og i mine omgivelser' SMART skal du konkretisere det lidt mere:
    'Jeg ser det gode i mig selv, når jeg hver morgen ser mig selv i spejlet og råber YES!'
    'Jeg ser det gode i mine omgivelser, når jeg inden hvert møde visualiserer deltagerne for mig og finder mindst én god egenskab ved hver enkelt person.'

  5. Hvordan kommer du dertil? Hvad skal der til, for at du når i mål? Hvilke handlinger skal du foretage dig? Hvem skal du i dialog med? Hvor skal du være? Forestil dig, at du allerede er i mål: Hvordan ser der ud omkring dig? Hvem er du sammen med? Hvem har du dannet teamwork med for at komme hertil?

  6. Når du har skrevet alle 10 mål i jeg-form, i nutid og som SMART - og noteret, hvordan du kommer dertil - er det tid til at lave dit vision board. Et vision board er et visuelt billede af dine mål. Det kan være en tavle, et ark papir eller et maleri, du selv har lavet.
    Vælg det, der virker bedst for dig.
    Laver du eksempelvis dit vision board på pc'en, finder du billeder, der for dig symboliserer dit mål. Tegner eller maler du, fremstiller du det billede, der passer til dig og dine mål.

  7. Fylder dit vision board et A4-ark, kan du have det hængende på opslagstavlen. Du kan formatere det, så arket passer til forsiden af din kalender, bruge det som forside på mapper - eller lade det ligge i skuffen!

For nogle er det vigtigt at bruge tid på vision board'et, målene og 'hvordan kommer du dertil' hver eneste dag. For andre passer det bedre at tage det frem en gang imellem. Og andre igen har det liggende i skuffen indtil december.

Uanset, hvad der passer dig bedst, vil du sandsynligvis opleve, at når du tager det frem ved næste årsskifte, vil ca. 80 % af dine mål være nået.

Du har gjort et godt forarbejde. Det forarbejde arbejder - måske i underbevidstheden, måske et helt andet sted - men sikkert er det: Hvis du bruger tid på mål, der har den største og mest positive indflydelse på dig og dit liv, så bevæger du dig fra en drømmeverden til den virkelige verden. It's the law of attraction!

 

karrieremagasinet_cv_logo.jpg
Af: Bente Tromborg, CV

Artiklen stammer fra Karrieremagasinet CV

 

Læs mere om Karrieremagasinet CV her

 

 

 

 






Jobfisk.dk | E-mail: info@jobfisk.dk