Følg jobdrømmen – også nu
Tilmeld nyhedsbrev





Følg jobdrømmen – også nu

»Når man læser aviser for tiden, får man helt lyst til at sælge al ejendom, købe et ton konserves og flytte under jorden med en god portion bøger og bare vente på, at det hele er overstået.«

Sådan lød det fra en af de kandidater, vi havde til samtale om et lederjob. Han var ikke sikker på, at han turde sige sin trygge stilling op og skifte til en ny arbejdsplads netop nu. Måske tiden mere er moden til at spænde livremmen ind og beholde selen på, mente han.

Men der er ingen grund til at flytte under jorden, selv om finanskrisen raser i både aviserne og på børserne. Til gengæld er der god grund til at være mere velovervejet end for et par år siden, hvor det var lettere at finde nyt job, hvis man skulle komme til at vælge forkert.

Først og fremmest er det vigtig, at du har sat dig mål for din udvikling. Hvor er det, du gerne vil hen? Hvis du ikke ved det, kan du bruge mange - rigtig mange - år på at skifte stillingsbetegnelse og arbejdsplads. Konkretiser derfor hvilke mål, du gerne vil nå, og hvordan du vil bevæge dig i den rette retning.

Hvis du bruger tid på at få sat ord på dine ønsker og drømme, bliver det meget lettere for dig at vurdere de job, du bliver tilbudt. For så bliver du i stand til at stille konkrete spørgsmål i samtalerne med den nye virksomhed. Hvis jobbeskrivelsen så matcher de mål eller delmål, du har sat dig, er det herefter tid til at gå virksomheden lidt på klingen. Er det en ny stilling? Hvis ikke, hvorfor rejste den person så, der havde jobbet tidligere? Hvor længe har virksomhedens nøglepersoner været ansat? Og hvor mange medarbejdere er rejst indenfor det seneste halve år? Forsøg også at komme i dialog med nuværende medarbejdere. Hvad ser de som de største styrker og svagheder for arbejdspladsen? Hvad er virksomhedens værdier, og hvordan bliver de efterlevet helt konkret?

Lav en liste over de mange spørgsmål og svar. Find herefter plusserne og minusserne ved jobbet. Diskuter dine overvejelser med din kæreste, din bedste ven og din coach, og føl godt efter i maven. Det er en stor beslutning at vælge at skifte job, Men selv om man nogen gange i aviserne skulle få fornemmelsen af, at alt går i den gale retning, er der - heller ikke under en finanskrise - grund til at parkere dine drømme og undlade at bevæge dig frem i livet. Og der er slet ingen grund til, at du går under jorden med favnen fuld af konserves.

Vores kandidat valgte i øvrigt at sige ja tak til jobbet og er glad for fravalget af kælderskjul og dåsemad.

talentagent_logo150.jpg
Af: Karrierecoach Annette Duch Gronemann, http://talentagent.dk/

Klummen har været bragt i MetroXpress

 

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater







Jobfisk.dk | E-mail: info@jobfisk.dk