|
side 1 af 2 Lad os sige det som det er, i sidste ende ønsker du at sælge et eller andet, din service, dine produkter, dig selv eller dit firmas fortræffeligheder. På både websites og sociale medier er den bedste markedsføringsmetode at handle, at gå forrest og gøre det man siger, helst inden man siger det.
Jobsøgning - lad arbejdsgiveren finde dig
Lad os tage jobsøgning som eksempel. Alle kan forholde sig til den situation det er at være uden job og alle vil også gøre en indsats for at få et nyt godt job.
Verden er ond, især mod de svageste, så jo bedre uddannelse og færdigheder du har, jo bedre vil du kunne bruge rådene i denne artikel. Til gengæld vil du blive belønnet for den indsats du yder, for ydes, det skal der!
Du har en uddannelse eller noget du brænder for
Har du en passion er det ligemeget om du er tømrer og brænder for dit fag, ufaglært gartner med mørkegrønne fingre eller antropolog med fingeren på pulsen indenfor sociale medier.
Du vil gerne bruge dine færdigheder, men orker ikke at starte som selvstændig, med andre ord, du vil finde det fede job.
Målet for dig er at opnå synlighed omkring din passion og din person
- Start en blog.
- Opret en profil på Facebook, LinkedIn, YouTube og Twitter.
- Gør din blog synlig på Google.
- Udbyg dit sociale netværk.
Start en blog om din passion, ikke om dig
Det første du skal gøre er at starte en blog, som er en nem måde at publicere på når man ikke kan lave hjemmesider. Med en blog får du et skærmbillede, som minder lidt om Word, og du skal bare skrive og indsætte billeder, nemt.
Jeg anbefaler at du køber dit navn som domænenavn og opretter er Wordpress blog, det er ikke så svært og kan du oprette en Wordpress blog, vil det også gavne til en eventuel samtale. Alternativt kan du hurtigt, let og gratis oprette en blog på www.blogger.com, Urbanblog(wordpress), eller TV2 Blog.
Anbefalet løsning: www.ditnavn.dk eller www.ditnavn.com med Wordpress. Læs evt. artiklen om hvordan du bedst opsætter Wordpress.
Bloggen skal handle om dit fag, om din passion og om det du har mest lyst til at beskæftige dig med.
Min blog, smm.dk er et eksempel
Der er ingen som vil ansætte dig fordi du hedder Peter Hansen, der er ingen som vil ansætte dig fordi du er 48 år gammel og ingen som vil ansætte dig fordi du spiller fodbold i din fritid. Hvis du derimod demonstrerer viden og engagement i dit fag, vil der være gode folk som lægger mærke til dig og dit navn, selv i krisetider.
Er du tømrer, så skriv små artikler om tømmerfaget, hvordan man sammensatte et Jeppesen Hus uden søm, hvordan man bedst får rejst spær eller hvad ved jeg. Er du ufaglært gartner, kan du lave plantebeskrivelser, anekdoter om havepleje, eller lignende og er du som jeg, antropolog med interesse for sociale medier, ja så laver du en blog om sociale medier.
Når du holder fokus på dit fag vil du også have meget større chancer for at kunne gennemføre punkt 3, synlighed i Google.
En sådan blog kræver arbejde og det er derfor du skal fokusere på noget du brænder for. Du skal skrive artikler eller posts og det du skriver skal være arbejdsrelateret og have værdi for læserne.
|