Socialdemokraterne
Tilmeld nyhedsbrev





Socialdemokraterne

 

socialdemokraterne.gifSocialdemokraterne har sammen med de andre partier, der stiller op til Folketingsvalget 2011 svaret på en række spørgsmål om beskæftigelsespolitik og ledighed. Du kan se Socialdemokraternes svar her.

Se hvad de andre partier har svaret...

Hvad er Socialdemokraternes holdning til den nuværende
dagpengeperiode på 2 år?

Socialdemokraterne er imod regerings forkortelse af dagpengeperioden. Når ledigheden stiger, handler det for Socialdemokraterne om at få skabt arbejdspladser, ikke om at forværre forholdene for ledige. Regeringens halvering af dagpengeperioden er uacceptabel og usympatisk. Vi ønsker sammen med arbejdsmarkedets parter, at modernisere dagpengesystemet. Samtidig vil vi efter valget finde en løsning og hjælpe de 20.000 mennesker, der til sommer falder ud af dagpengesystemet, fordi de har været på dagpenge i to år. Mange vil ikke være berettiget til kontanthjælp og stå uden indtægt, og det kan vi ikke leve med.

Hvilken hjælp (hvis nogen) skal man tilbydes som ledig,
i forhold til hurtigt at komme i job?

Hvordan skal man fordele beskæftigelsesindsatsen mellem
kommunen/jobcentrene, a-kasserne og anden aktør?

Det er vigtigt, at beskæftigelsesindsatsen tilrettelægges, så den enkelte ledige kan få præcis det tilbud, der kan hjælpe den vedkommende tilbage på arbejdsmarkedet.

Samtidig er det vigtigt, at beskæftigelsessystemet bliver mere overskueligt og mindre bureaukratisk. F.eks. skal man i dag både arbejde sammen med jobcentret og A-kassen, hvis man er medlem af en A-kasse og bliver arbejdsløs. Mange oplever det som rodet og meningsløst. Socialdemokraterne ønsker, at arbejdsløse, der står i en A-kasse, i de første 6 måneder kun skal gå ét sted hen, nemlig til A-kassen.

I forhold til de private firmaer i beskæftigelsesindsatsen, de såkaldt Andre Aktører, vil vi stramme op. Andre Aktører skal kun inddrages, når det højner kvaliteten i arbejdet, og jobcentrene skal anvende de aktører, der har de bedste resultater. Andre Aktører skal autoriseres på baggrund af f.eks. brugertilfredshed blandt borgerne, effektmålinger, kvalitative undersøgelser og pris. Hvis hjælpen til ledige ikke er god nok, skal Andre Aktører kunne miste deres autorisation.

Hvad er jeres holdning til aktivering af ledige?

Aktiveringssystemet har under den nuværende regering været en katastrofe. Kommunerne er blevet presset til at vælge de billigste former for aktivering, og tusinder af mennesker er blevet sendt på meningsløse aktiveringskurser, hvor de skulle finde deres indre fugl, bygge spaghettitårne eller på anden måde spilde tiden. Det er urimeligt over for de mennesker, der har mistet jobbet, og det har kostet statskassen milliarder i spildte penge - hvilket Rigsrevisionen da også kritiseret regeringen voldsomt for.

I dag har regeringen omlagt de såkaldte refusionssatser til kommunerne, der nu presses til at sende så mange ledige som muligt i virksomhedspraktik eller job med løntilskud. Offentligt løntilskud har dokumentérbart ingen effekt.

Socialdemokraterne mener, at aktiveringsindsatsen skal tilrettelægges, så kommunerne langt bedre kan tage udgangspunkt i den enkelte, lediges situation og behov. Opkvalificering og uddannelse skal fylde langt mere i aktiveringen, ikke mindst fordi der fortsat bliver færre job til ufaglærte. Derfor har Socialdemokraterne bl.a. foreslået at det i de kommende år skal være muligt for 40.000 ufaglærte at tage en uddannelse på dagpenge.

Hvad vil I gøre for at gøre det nemmere at være ledig?

Regeringen har indført et håbløst bureaukrati i beskæftigelsessystemet, der i høj grad skyldes mistillid til såvel de ledige som til medarbejderne i jobcentrene og A-kasserne. Konsekvensen er, at medarbejderne er tvunget til at bestyre refusionsregnskaber, mens mange ledige går til ligegyldige møder, sender blanketter og sættes i aktivering, der ikke hjælper. Det vil Socialdemokraterne gøre op med. Vi vil se på, om øget digitalisering kan erstatte blanketter og skabe bedre informationsdeling, så borgerne slipper for samtaler, hvor de fortæller det samme igen og igen.

Skal man have mulighed for mere uddannelse under ledighed?

Socialdemokraterne vil styrke de arbejdsløses muligheder for uddannelse og opkvalificering.

Socialdemokraterne har foreslået, at 40.000 mennesker skal tilbydes rigtig uddannelse på højeste dagpengesats. Samtidig skal regeringens prisloft på 6 ugers selvvalgt uddannelse afskaffes - det er tudetosset, at ledige, der mangler et truckkursus eller et svejsecertifikat for at komme i arbejde, ikke kan få det.

Skal der være forskel i denne mulighed
alt efter uddannelsesniveau?

Uddannelsesmulighederne skal målrettes mod ufaglærte og personer, der har en uddannelse, der må anses for at være forældet rent beskæftigelsesmæssigt. Vi ved, at ufaglærte job forsvinder ud af Danmark, og derfor er der brug for et uddannelsesløft, hvis vi vil undgå fortsat stigende ledighed.

Hvad skal der til for at få gang i beskæftigelsen i Danmark igen?

Først og fremmest vækst, der skaber arbejdspladser. Socialdemokraterne ønsker at fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr. Det vil skabe mange nye arbejdspladser. Derudover skal Danmark investere i nye teknologier, så vi sikrer, at der skabes nye eksportjob i stedet for dem, der forsvinder. Det gælder bl.a. en massiv fælles offentlig-privat satsning for at fremelske nye, grønne eksportarbejds­pladser. Endvidere vil vi åbne et vindue for straksafskrivning for virksomhederne, samt skattekreditter til små og nystartede virksomheder.

Hvad ser I som den største udfordring
for det danske arbejdsmarked i de kommende år?

Det danske arbejdsmarked står over for den store udfordring, at arbejdsstyrkens kompetencer i ikke matcher virksomhedernes behov. Fremskrivninger viser, at der i år 2019 vil mangle godt 45.000 faglærte og 105.000 personer med en videregående uddannelse - mens der samtidig vil være et stort 'overskud' af ufaglært arbejdskraft. Hvis vi ikke gør noget, vil arbejdsløsheden altså stige samtidig med, at virksomhederne i stigende grad vil mangel arbejdskraft. Derfor er der akut brug for et uddannelsesløft lige fra folkeskolen og ungdomsuddannelserne, til de videregående uddannelser og på efteruddannelsesområdet.

 


Se hvad de andre partier har svaret til de samme spørgsmål

Venstre (har ikke svaret...)

Dansk Folkeparti

Socialistisk Folkeparti, SF

De Konservative

Radikale Venstre

Enhedslisten (har ikke svaret)

Liberal Alliance

Kristendemokraterne

 

 

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater







Jobfisk.dk | E-mail: info@jobfisk.dk